Jeg har snart været sygemeldt i otte uger. Nogen vil sige, at hestene er med til at give mig stress, men jeg tror måske, de har den modsatte effekt.

For næsten to måneder siden blev jeg sygemeldt med stress. Det er jeg bestemt ikke den første i verdenshistorien, der er blevet. Det er skidt, men det går også den rigtige vej nu, og jeg tror på, jeg kommer stærkere ud på den anden side.

Men… undervejs i forløbet har jeg forsøgt at forholde mig til, hvorfor jeg er blevet stresset. Der er ingen tvivl om, at jeg har haft alt for meget at lave på mit arbejde i næsten halvandet år. Faktisk næsten to menneskers arbejde, og selvom det har været sjovt, har det også været alt for svært. Derudover blev jeg skilt for snart to år siden, og vi har også haft en gård til salg i halvandet år. Alt det presser jo også systemet.

Ild i alle kogepladerne

Nu er jeg så begyndt at tælle alle de opgaver, jeg har – eller ting, jeg laver, kan man sige. Jeg visualiserer det med kogeplader med mere eller mindre blus på. Og her tæller hestene jo også for en stor del af mit tidsforbrug. Det kender de fleste læsere af bloggen her nok til: Man er sjældent i stalden bare en time. Og sjovt nok kan man ikke sige til hesten, at man ikke lige kommer de næste dage, for så får den ikke mad/bliver ikke lukket ud/skal stå i sit lort osv.

Mens vi havde gården, havde jeg jo op til seks heste/ponyer ad gangen. Det var med fodring og udluk om morgenen, wrap på folden igen om eftermiddagen, mugning – og indluk. Og så selvfølgelig en eller to, der skulle rides.

Og i en periode også begge pigerne, der skulle have hjælp med deres ponyer. På det tidspunkt følte jeg mig faktisk sjældent stresset. Det betyder helt sikkert noget, at jeg kunne fodre i hjemmefutter og morgenkåbe. Og at jeg ikke skulle forholde mig til andre, når jeg var i stalden.

Nu er hesteholdet skåret ned til to: Gøjs, der er lånt ud til selskab, og Fritz, der står opstaldet på Stengaard. I princippet skal jeg ud til Fritz dagligt, men de andre i stalden er søde til at tage hans klatter, hvis jeg ikke når det. I øjeblikket går jeg tur med ham 3-4 gange om ugen, og det er dødkedeligt for os begge to.

Hurra for andres heste

Nu er jeg så så heldig, at der er en af de andre i stalden, der har brug for hjælp til at ride sin hest 1-2 gange om ugen. I sidste uge fik jeg endda hendes dressurtid hos Karin Semberlund, som jeg selv har redet ved en del år.

Og selvom det ikke var sådan en time, hvor alting bare kørte, så var jeg helt høj bagefter. Det fik mig til at tænke over, om jeg egentlig vil have godt af at skippe hestene helt, hvis Fritz ikke kommer sig over sin skade?!

Og lige nu hælder jeg til et nej. Det er godt nok lidt et pres med alle de penge, der skal afsættes til hestene hver måned, og som nævnt bruger vi jo også rigtig meget tid på det. Men det er også en enestående mulighed for sjov motion, luft, natur – og ikke mindst samværet med dyrene. Min stresscoach siger faktisk, at det er at stryge dyrepels har en beroligende effekt på nervesystemet.

Jeg håber stadig på, at Fritz bliver brugbar som en eller anden slags ridehest. Sker det ikke, er min konklusion lige nu, at jeg er nødt til at have noget andet at ride på for at undgå at få stress igen. I hvert fald et par gange om ugen.

Har du set mine tidligere indlæg:
Om magneter, collagen og laser
Om barring og stramme næsebånd