Fritz har aldrig været bedre gående, end han er nu. Genoptræningen er afsluttet, og efter godt et halvt år på collagen fra NDS Equine, har vi nu også fået lov at springe.
Det er en lang lang roman, der kan skrives om Fritz’ sygdomshistorik. Han har været nede med gaffelbåndsskader adskillige gange, og jeg kunne i princippet have pensioneret (eller aflivet, yrk) ham mange gange. Det er jeg godt nok glad for, jeg ikke har gjort.
I øjeblikket har jeg en superfrisk hest, der rigtig gerne vil gå til ridning, og som bliver stærkere og bedre for hver dag, der går. Som tidligere beskrevet får Fritz to produkter med collagen fra NDS Equine, nemlig NDS Equine Ezy Move og NDS Equine TendonX. Begge collagenprodukter bliver givet i dobbelt dosis, fordi vi står med en skade. Men jeg tænker, vi snart halverer til normal dosis for vedligehold.
Sund, glad og frisk hest
Siden skaden blev lokaliseret, og vi startede genoptræning i efteråret, har vi været til et par tjek hos dyrlægen. Jeg havde også forventet, at jeg skulle afsted med Fritz her i det tidlige forår. Men da jeg ringede til Henrik fra Hørsholm, hvor Fritz har været kunde de sidste par år, blev jeg noget overrasket. Jeg kunne fortælle, at alt føltes rigtigt – på nær en anelse utakthed på venstre volte i opvarmningen. Jeg har haft en anden rytter på ham og kunne se lidt nikken med hovedet, men absolut ikke noget på benene. Det fortalte jeg Henrik, og sagde også, at min osteopat skulle kigge på ham den følgende weekend.
Og da osteopaten Ane så gennemgik Fritz, fandt hun nogle spændinger i venstre skulder, som hun løsnede. Derudover var der kun en smule i bagparten, som hun også fik løsnet. Og ellers fik han faktisk bare tomlen op af hende.
Da jeg ringede til Henrik med den besked, fik jeg en noget overraskende melding: Ikke alene ville han ikke se os på klinikken, men vi måtte også gå i gang med springning. I det små, bevares, men altså – WAUW. Vi taler her om en hest, jeg sidste år ikke skulle regne med at komme til at springe på igen. Så jeg må sige, det var en rimelig glad tirsdag i mit liv!
Stille og roligt igang
Sidste gang Fritz havde været væk fra springningen længe, var han en komplet kakkerlak at starte op på. Vi begyndte i ridehus med bomme og småspring, og det gik sådan set udmærket. Især hvis jeg huskede at trække vejret undervejs. Så rykkede vi ud på klubbens grusbane, og det gik også nogenlunde, og vi fik sat springene lidt op. Men da vi rykkede over på vores store græsbane, gik han helt fra snøvsen. Han blev så ustyrlig, at han placerede forbenene på hver sin side af en 70 cm lav forhindring i en serie, knækkede bommen og væltede. Suk. (Videoen er fra træningen indendørs, hvor du kan få en fornemmelse af Fritz’ glæde…).
Så for at undgå et lignende scenarie, har Mia (springtræner) og jeg aftalt, at jeg laver de første indledende øvelser med ham selv. Så nu rider vi en del bomarbejde og takseringsøvelser, og om nogle uger bliver det til små kryds. Hele tiden med fokus på rytme og styring.
Og jeg skal være helt ærlig: Jeg sad og ledte min kamerarulle igennem i går for at finde noget at lægge op her i indlægget. Og der er mange terrænvideoer. Rigtig mange terrænvideoer. Det er slet ikke sikkert, vi når så langt. Men når terrænet på Stengaard er tørret nok op, og vi er gået i gang med rigtigt at springe, så skal vi altså også lige ned og kigge på lidt faste forhindringer. Det kunne nu være rart at ræse igennem en 80’er eller 90’er på et tidspunkt.
Hvordan blev han rask?
I forhold til tidligere genoptræninger har jeg i denne omgang jo givet Fritz collagen. Min dyrlæge har været overrasket over, hvor godt Fritz er helet i sit gaffelbånd. Og fordi vi ikke har set slidgigten som et klinisk problem, mener dyrlægen ikke, jeg skal fokusere for meget på det. Vi kan ikke sige entydigt, at det er kosttilskuddet med collagen, der har virket. Det har vi simpelthen ikke videnskabeligt belæg for. Men min laser har været ude af drift siden før jul, og jeg har ikke givet eller gjort noget andet særligt.
Fritz har gået på fold som normalt gennem hele forløbet, og han nåede faktisk aldrig at stå helt stille, men har været skridtet en del. Jeg har også gået rigtig meget med ham, da vi først havde lokaliseret skaden. Og faktisk så meget, at folk i stalden har været imponerede over min ihærdighed. Da jeg begyndte på travintervallerne, var jeg meget punktlig på tiden. Og så tog jeg en beslutning om at lade hoved og hals være fuldstændig i fred, så jeg de første mange uger faktisk kun tog i tøjlen, når jeg skulle dreje.
Alt i alt føler jeg, at jeg nu står med en stærk, sund og glad hest. Min plan er at fortsætte på collagen fra NDS Equine. I hvert fald som minimum Tendon X, når jeg nu ved, jeg har et lidt dumt gaffelbånd at slås med. Og så vil jeg nyde at ride, starte op til undervisning – og på et tidspunkt også finde mine hvide ridebukser frem igen.
Fotos: Det fine foto fra Kallehavegård er helt sikkert af Jimmy Leen Friis. Topbilledet er taget i Ringsted, men jeg kan ikke huske, hvem fotografen er, desværre, for det er et fint billede. Resten er privat.