De heste, vores OL-atleter rider på nu, er vant til at blive redet på kandar og med sporer for langt de flestes vedkommende.
Ridesporten ved dette års OL i Paris er afsluttet. Der har været mange fine ridt, men der er også flere eksempler på voldsomt udstyr og stressede heste. Og, som jeg har været inde på tidligere, er det noget, der SKAL handles på. Allerede nu kan vi læse, at FEI går til de nationale forbund med de tilfælde, der har været meget tydelige under legene.
Vi kan i samme artikel også læse, at formand for Dansk Ride Forbund, Dan Boyter, er klar til en kulturændring og vil være med til at lægge et samlet pres på FEI. Det lyder som et meget tungt og langsommeligt arbejde, men bliver der sat handling bag ordene, er det da positivt.
Det er svært at mene noget i de her sager uden at risikere at gøre nogen sure eller kede af det. Men jeg er klar til at gå ind i de fleste diskussioner. De heste, vi så i top 5-10-15 stykker i dressuren under OL, er alle sammen vant til at gå på den måde, de får 75-80-85% for i Grand Prix. De er vant til at være pakket sammen, de er vant til sporer, og de er vant til kandaren. Det betyder ikke, at jeg synes, det er rigtigt, men her kommer min pointe: De heste kommer ikke til at kunne præstere på det niveau, hvis de skal rides på en anden måde. I hvert fald ikke foreløbig.
Tilbage med sporerne
Og her bliver det sådan lidt lommefilosofisk og egen andedams-agtigt, men det må I leve med. Alt andet lige er det her jo min blog… Da jeg startede genoptræning med Fritz, tog jeg en beslutning om at prøve en anden type ridning. Det er mange år siden, jeg lærte at ride uden at fokusere på hestens front (altså at ride dem til bidet for hånden), men jeg har stadig lænet mig op ad forskellige ting, som jeg nu gerne ville prøve at undgå.
Fritz har altid krummet nakken sammen og haft svært ved at arbejde sig ud til hånden. Han har puttet sig bag schenklen, og han har i det hele taget arbejdet meget spændt i sin krop. Det skyldes nok en kombination af hans bygning, hans mange skader, den måde han er tilredet på, – og min manglende viden de første par år.
Da jeg genoptrænede ham denne gang, tog jeg en beslutning om, at han skulle være fremme for schenklen, og så måtte hoved og hals være, hvor det gav mening for ham. Det gav mig faktisk endelig et sug på tøjlen, som var rigtig dejligt. Jeg synes også, Fritz’ bevægelser blev større og mere frie. Og jeg har droppet både sporer og den nederste næserem. Den øverste er spændt løst. Da Fritz så var genoptrænet, ville jeg jo gerne begynde at arbejde med ham i nogle af de øvelser, vi før har brugt. Langsomt, men sikkert, er han så kommet mere bag schenklen, og halsen og nakken har også stille og roligt krummet sig mere sammen. Øv, det var jo ikke intentionen.
…og måske også næsebåndet
I onsdags var jeg til dressurundervisning. Det sker kun sjældent, fordi jeg ikke har en fast tid, men hopper med på et afbud. I weekenden skal jeg ride stævne, og her skal jeg helst styre nogenlunde pænt rundt i CNC80. Det er stort set kun cirkelvolter. Og her kommer vistnok min pointe: For at få en bare nogenlunde fornemmelse af en hest, der suger frem til tøjlen og er foran schenklen, måtte jeg til undervisning tage sporer på. Hold nu kæft en forskel, når jeg bare lige kan prikke til ham i stedet for at sidde og forsøge at mase med min støvle eller vifte lidt med en pisk. Som han i bund og grund er dødligeglad med. Han har været redet med sporer det meste af sit liv, og det må jeg bare sande, at jeg har gjort af en grund: Det virker.
I forhold til det med næsebåndet mener min underviser også, at jeg vil præsentere et lidt mere roligt billede med nederste næsebånd på. Min hånd er meget blid, og jeg rider med et blødt, udelt gummibid – og altså uden nederste næserem. Jeg har endnu ikke besluttet, om jeg tager den på ham i weekenden, men jeg risikerer faktisk også at blive smidt ud, hvis jeg kommer med en trense med et kombineret næsebånd uden at have den nederste rem på. For man må ikke ændre på trensens oprindelige udformning, og det kan man påstå, man gør, når man piller den ene rem af. Suk.
Vi når det ikke til OL
Og nu tilbage til den rigtige pointe: Helgstrand mener, vi skal avle en anden type heste, hvis vi skal kunne ride anderledes. Jeg tror, han til dels har ret. Jeg tror ikke, vi skal regne med at se den rigtige ridning på de heste, vi har nu. Jeg tror, de professionelles heste er for iltre til at gå og slappe af og bruge sig rigtigt. Så der skal en ny generation heste til – og dem kommer vi til at vente på. Spørgsmålet er så bare, om ridesporten (især som OL-disciplin) overlever de 10-15 år, det som minimum vil tage fra avl til selvbærende, løsgjort og glad Grand Prix-hest? Jeg er i tvivl.
Topbilledet er fra Herning i marts og viser egentlig bare en glad ekvipage, der bliver tiljublet af publikum, og jeg har selv taget det. Billederne af Fritz til springstævne er taget af gfoto.dk
- Husk den alsidige træning
- Hestevelfærdsdebat: Kan vi mødes i nærheden af midten?
- Næsebåndet kom aldrig på, men re-debuten gik godt!
- Hvis vi skal ændre fundamentalt på sporten, skal vi udskifte hestene
- Vi re-debuterer til stævne i weekenden – med en vis nervøsitet