Efter en forrygende stævneweekend kan jeg genlæse min kritik og tænke lidt over, om et stramt næsebånd havde givet flere point.
Som trofaste læsere af bloggen her vil vide, havde jeg i forrige weekend re-militarystævnedebut på min BFF Fritz. Og for at gøre det helt kort: Det gik godt! Vi gennemførte alle tre discipliner og lå faktisk efter de første to til placering. Mere om det senere.
Men jeg smed et indlæg ud fredag eftermiddag, som handler mere generelt om vores heste set i forhold til de kommende standarder for velfærd(!). Og det handler også lidt om min egen tilgang til hjælpemidler kontra tvang. Min plan var at ride stævnet med både sporer og den nederste næserem, som jeg ellers ikke har brugt de seneste måneder.
Da et princip blev et princip
Den plan blev dog lavet delvist om fredag aften, da jeg sad og pløjede udvalgte afsnit af reglementerne igennem. Jeg var blevet usikker på reglerne for handsker, plastron og sporelængde, så det måtte jeg lige finde frem. Og samtidig kunne jeg så læse, at der ikke nationalt er en regel om, at man SKAL ride med det nederste næsebånd på en kombineret trense. De var pudset og klar til begge trenser, men jeg lod dem altså være.
Og nu gør jeg lige noget lidt grænseoverskridende og deler både min kritik (eller protokol, som det vist hedder nu) og en video af mit ridt. For dem, der ikke kender til military, så rider jeg CNC80, og det program svarer vist nogenlunde til et LC-program. Først videoen:
Og så dressurprotokollen:
God kritik!
Lad mig først understrege, at det er en god kritik. Jeg synes, pointene er rimelige, og jeg er overordnet set enig i kommentarerne. Rummelighed og energi må komme, når jeg tør ride lidt mere frem. Denne gang havde jeg bare brug for en tur uden fejl. Det, jeg egentlig vil bruge indlægget her til, er at diskutere uro fortil. Som man også kan se af kommentaren nede i ‘Eftergivenhed & holdning’, så har jeg ikke meget fat i biddet. Det bryder jeg mig generelt ikke om at have – det skal gerne være en let kontakt. Og det kommer jeg til at fortsætte med uanset kommentarer og point i dressuren.
Men tre gange står der, at der er (lidt) uro (fortil). I LC1-programmet kan man øverst læse således:
… Krav: Hesten/ponyen skal være lydig, afslappet og tillidsfuld og have givet korrekt efter på biddet, og den skal arbejde i en utvungen holdning med næseryggen lidt foran det lodrette plan. […]
Det samme er ikke skrevet ind i CNC80, men jeg går ud fra, at det er samme niveau og derfor samme forventning. Og hvis vi mener, at ‘givet korrekt efter på biddet’ betyder, at der skal være konstant kontakt, så er bedømmelsen jo præcis, som den skal være. Men spørgsmålet er, om vi mener det? Når vi nu gerne vil se heste, der er tvunget mindre ind, og vi også gerne vil løsne næsebånd, kan vi så måske give køb på den helt rolige mund?
Det svarer måske lidt til at insistere på, at jeg selv skal ride programmet med komplet lukket mund hele tiden. Det gør jeg overhovedet ikke. Jeg er med på, at vi har at gøre med en disciplin, hvor det skal se flot og ensartet ud. Lidt som dans, som man også får karakter for, og hvor atleternes udtryk også forventes at være ensartet. Stramt, kunne man sige. Men når vi nu ikke med ord kan fortælle hestene, at de skal holde hovedet i ro og munden lukket, så er den eneste anden løsning vel tvang – medmindre vi frafalder det krav.
Resten af stævnet gik også godt
Der kom heller ikke næsebånd på i springningen, og det gik præcis så fint, som det kunne. En 0-runde i et flow, jeg blev helt lykkelig af. Jeg sprang også tidligere med martingal, fordi Fritz havde tendens til at stikke snotten i vejret. Det gør han ikke på samme måde længere, så den vil jeg se, om jeg kan slippe for at lægge på igen.
Og så var vi i terrænet søndag. Vi overnattede faktisk på en 4. plads, men da jeg jo kunne tælle næsten fem år tilbage, siden Fritz sidst løb ud af en startboks, var jeg nødt til at ride uden forventninger om en placering. Jeg var virkelig spændt på, om han kunne huske, hvad han skulle. Og det kunne han! I startboksen var han bare klar. Og bortset fra en dårlig linje fra min side til en enkelt forhindring cruisede vi igennem. Det var sjovt.
Nu har han så lavet meget lidt i ugen efter, og vi kommer til at bruge denne og næste uge på at mærke efter, om han er ok. Hvis han er det, så får han lov at gå sådan et lille stævne et par gange om året. Uden næsebånd.
Alle de fine billeder er taget af gfoto.dk