Når jeg tænker tilbage på debatter om hestesport fra min barndom, så handlede de mest om barring. Nu er det blandt andet stramme næsebånd, der sætter sindene i kog. Og vi skal til at passe på.
Mens jeg har arbejdet på det her indlæg, har der været debat i Sverige på grund af et billede af en hest, der har gået under Falsterbo Horse Show. Det nederste næsebånd er strammet så ekstremt meget, at remmen nærmest ser ud til at sidde inde i kødet. Og alligevel er ekvipagen ikke blevet stoppet undervejs – næ, faktisk er billedet angiveligt taget under en præmieoverrækkelse.
I mine feed på de sociale medier er der også rigtig mange stillbilleder fra EM i dressur, der viser painface, overdreven skumproduktion, korte nakker, spændte heste – og stramme næsebånd.
Bevægelser i andre lande
Som opfølgning på mit tidligere indlæg vil jeg i dette skrive lidt mere om ‘Social License to Operate’ (SLO) – og hvorfor det er så vigtigt.
Jeg blev for alvor gjort opmærksom på begrebet, da min gode veninde og kollega i militaryudvalget var til FEI-møde for National Safety Officers i Frankrig. Her fandt hun blandt andet ud af, at FEI nu screener alle billeder, de lægger op på nettet og sociale medier for at sikre, at der ikke er heste, der udviser smerte, på nogle af billederne.
Hun mødte også en spanier, der kunne fortælle, at der var blevet fremsat et forslag til parlamentet dernede om at indføre en vægtgrænse. Altså simpelthen ved lov beslutte, hvor tunge mennesker der må sidde på ryggen af heste. Jeg har efterfølgende været i kontakt med spanieren, som kunne fortælle mig, at der er meget fokus på dyrevelfærd i landet i øjeblikket. Men han regnede ikke med, at forslaget om en vægtgrænse ville blive stemt igennem.
Før OL i 2024
I Frankrig har dyrlægerne sendt en rapport til arrangørerne af OL og det franske parlament. Her blev blandt andet ønsket forbud mod de nederste næsebånd på alle trenser, samt krav om at hestene til OL kommer på fold. Dyrlægerne ønsker også forbud mod al brug af bagbensgamacher til alle heste med det samme – det vil også være gældende i terrænet i military. Og så kunne de godt tænke sig, at alle forhindringer i terrænet kan klappe sammen, altså udløse ved kollision/fald.
I forhold til bagbensgamacher er der jo allerede strammet op, så man ikke længere må springe med bagbensgamacher med tilbagetræk. Dem var jeg ellers rigtig glad for at bruge på Gøjs, som vi fik til at galopere langt bedre – og dermed springe mere fejlfrit. Til EM i spring hørte jeg da også vores danske ekspertkommentator forklare, at bagbensgamacherne skal hjælpe hesten til at springe bedre. Jo tak – men hvordan er det præcis, de gør det? Ved at skabe et tryk, som får hesten til at løfte bagbenet mere og/eller hurtigere. Men er det så særlig rart at have på?
Der er faktisk ikke nogen af de ovenstående anbefalinger, jeg synes, er helt hysteriske. Formålet er at undgå at udsætte hestene for mere pres og større risiko end højst nødvendigt. Og det bakker jeg 100% op om.
Gode forslag – for det meste
Men i praksis får det meget stor betydning for vores sport, hvis den her type anbefalinger ender med at blive til krav. Jeg tror på, at vi over tid kan vænne os af med at ride med (stramme) næsebånd. Måske kan vi også nå et sted hen, hvor vi bruger længere tid på træning og dermed kan give hestene tid til og mulighed for at lære at gå på bid, der er mindre stærke. Eller måske endda helt uden bid. Men så skal vi stoppe med at have championater for de yngste heste.
Når det kommer til vægtbegrænsning, kan jeg godt se en masse fordele i at arbejde med området. Jeg tror ikke på, at man kan fastsætte procentuelle grænser. Der er forskel på, hvordan vi er bygget og på, hvorfor vi hver især vejer det, vi gør. Jeg læste for et par måneder siden en artikel i et britisk magasin om et stævne, hvor officials havde sendt ekvipager hjem, hvor rytteren vejede for meget eller i det hele taget var for stor til hesten. Det var vist også et stævne med ponyer eller små heste, men det bør jo ikke gøre en forskel.
I min optik er udfordringen dog, at regler om vægtbegrænsning fx kun vil kunne håndhæves til stævner under DRF. Så alle de ryttere, der enten er for høje eller for tunge til de heste, de rider rundt på til hverdag, ville man ikke nå med sådan en regel. Og jeg er bange for, at der er langt flere af dem derude – end til stævnerne.
Hvor meget kan vi ændre?
Spørgsmålet er jo, hvor meget vi kan ændre uden at slå sporten fuldstændig ihjel. Jeg ved, at DRF forsøger at imødekomme nogle af de kritikpunkter, der blev rejst i rapporten fra Det Dyreetiske Råd. Men fordi der er så mange (bl.a. økonomiske) interesser på spil, bliver det næppe særligt revolutionerende.
Og vi har travlt. De fleste kan nok huske billeder og omtale fra den skandaløse ridebanespringning under afviklingen af moderne femkamp til OL i 2021. Konceptet, hvor atleterne får stillet en fremmed hest til rådighed, lugter så lidt af hestevelfærd og moderne forståelse af hesten som en partner i konkurrencen, at det er mig en gåde, at det stadig findes.
Konkurrencen gav så meget dårlig omtale, at det internationale forbund for moderne femkamp tog en beslutning om at fjerne ridningen som disciplin til OL i 2028. Det er flere nationale forbund blevet skidesure over, og man kan jo også regne ud, at når der er OL til næste sommer, skal vi igen se heste forsøge at springe en bane med en fremmed rytter. For almindelige mennesker er det meget svært at skelne mellem vores sport (altså dressur, spring, military, voltigering, distance) og så det, de laver i femkamp. Så vi skal være forberedt på at tage endnu en runde i shitstorm-manegen til sommer.
Og det bliver næppe den sidste …
Har du læst mine tidligere indlæg:
Skal vi finde os i dårlige bunde og baner?
Tanker om, hvad der sker med heste, der ikke kan bruges længere
Fotos: 1) Fritz, der prøver at spise mit hår. Billedet burde være ufarligt at dele. 2) Fritz på Riders Cup. Han springer aldrig med bagbensgamacher @Animal Print. 3) Et tilfældigt billede, jeg tog under VM i Herning. Topbilledet er af Fritz med helt almindelig trense