Hvis vi forventer, at konkurrencebanerne er spritnye, velplejede og i det hele taget står snorlige, kan vi snart vinke farvel til mange stævnearrangører.

Jeg var for nylig til stævne i en rideklub, der blandt andet afholder militarystævner. Det er ikke en stor klub, og de afholder som regel kun et enkelt militarystævne om året. Jeg var med som pap-pony-mor for Fille og Katrine, for nu er hverken pony eller rytter mit ansvar mere. Men det er dejligt at være med som træner og støttepædagog. Og for Katrine, som debuterede, var det en super oplevelse.

Mangel på faciliteter

Når jeg er med ude til stævne på den måde, har jeg god tid til at snakke, lytte og observere, og det gjorde jeg også her. Det stod ret tidligt klart, at der fra morgenstunden havde været udfordringer med opvarmningen til springningen i stævnets sværeste klasse, CNC100. Opvarmningen var – som ved tidligere stævner – lagt på en fold omkranset af træer. Det er en lille fold, og jeg har selv prøvet at varme op der, hvor man måtte bremse noget i landingen for at nå at vende, før man fik et træ hovedet. Men det gik. Det gjorde det øjensynligt ikke denne gang, hvor flere ryttere beklagede sig over ikke at have fået tilstrækkelig opvarmning. Stævneledelsen valgte nu at flytte opvarmningen ind i ridehuset.

Terrænet i klubben er kuperet og på mange måder fedt at ride i. Jeg har været der med flere heste og ponyer, og det er aldrig nemt at nå idealtiden, og der er flere snørklede stier og alternative ture op og ned ad bakke. Det er med andre ord en gammeldags bane at ride på. Men jeg kan li’ den.

Skoen røg i sumpen

Det medførte et elendigt spring, og da hun landede, blev hestens ene sko suget ned i bunden, hvorefter han nærmest stak af for at komme ud af mudderet. Det ukontrollerede spring og den efterfølgende usikkerhed medførte et stop på nr. 3. Resten af banen klarede de så fint.

Rid nu efter forholdene

Det rigtig interessante kommer nu, da jeg møder en anden rytterkollega, som har været afsted i 100-klassen tidligere på dagen. Han har hørt brok over opvarmningen til springningen (som han jo selv red), og han har da også tænkt på, om det var derfor, der var flere, der udgik på springbanen i hans klasse. Jeg medgiver så, at opvarmningen ikke er den bedste, men hans svar er: Vi skal bare ride efter forholdene.

Så talte vi lidt om, at flere havde påpeget, at selve springbanen var lettere kuperet, at opvarmningen til dressuren var tung i hjørnerne, og at vi måske i det hele taget er blevet for godt vant. Når springryttere hører, at springningen foregår på græs, så melder de et andet sted. Dressurrytterne vil helst ride på fancy fiberbunde. Og måske er militaryrytterne også ved at vænne sig til at ride stævne på veldrænede, golfbanelignende græsbaner og brede, plane grusstier.

Dårligere standard = flere stævner

Jeg synes faktisk, min mandekollega har en pointe i at huske os på, at vi skal ride efter forholdene. Hvis jeg ser på det pågældende stævnested, så kan de ikke trylle alle deres faciliteter om til topniveau. Det vil kræve en kæmpe økonomisk indsprøjtning, og hvor skal den komme fra?!

Typer af forhindringer og sværhedsgrad på linjer osv er jo noget, banebyggerne løbende arbejder med. I de små klasser skal alle have en chance for at nå mål. Men som tidligere nævnt kan ingen jo trylle faciliteter som til et internationalt stævne, og derfor er vi nok også nødt til at kunne ride efter forholdene.

Læs et par af mine tidligere indlæg:
Lidt tanker om, hvad hesten skal, når den ikke længere kan rides
“I slår sporten ihjel”

Topbilledet er fra 2015 og vistnok taget af Jimmy Leen Friis. Han har også taget springbilledet af Gøjs fra Langå. Billedet af landingen i terrænet er taget fra en privat video.