Rom blev ikke bygget på én dag, og hvis vi skal øge hestevelfærden og stadig have mulighed for at ride på vores heste, så skal vi give det tid. Det synes jeg i hvert fald, men det kan være en svær holdning at have.
I begyndelsen af året begyndte jeg at følge Julie Taylor på Facebook. Ja, dén Julie Taylor. Det er en heftig omgang, skulle jeg hilse at sige. Julie stod (og står?) sammen med Luise Hansen bag Epona tv, som for år tilbage kørte det, der i manges øjne lignede en hetz, mod dansk dressursport.
I dag står det klart, at de var på rette spor dengang. Det ved Julie også, og hendes synspunkter bliver i et eller andet omfang kopieret af en langt bredere skare nu end nogensinde før. Hendes bog, ‘I Can’t Watch Anymore’, bliver brugt af førende forskere og hestemennesker, som også er nået frem til, at vi ikke har et respektfuldt forhold til de heste, vi bruger i konkurrence.
Endelig sker der noget
Jeg gik ind på Julies profil, fordi jeg havde lyst til at lære mere. Få nogle flere nuancer med i forhold til den udvikling, som ridesporten skal igennem nu. Se nogle eksempler på, hvordan vi stadig kan tage til stævner med vores firbenede makkere. Blive klogere. Men der gik ikke ret lang tid, før jeg var nødt til at snooze profilen igen. Jeg blev simpelthen ked af at være derinde og se både Julies opslag og hendes følgeres kommentarer.
I et eller andet omfang har de ret i det meste af det, de skriver. Julie er sagligt funderet, det er der slet ingen tvivl om. Men hun er også vred og træt af vores andres pis. På en måde forstår jeg hende godt, men for mig var det ikke det konstruktive forum, jeg troede, jeg ville finde.
For mig er spørgsmålet nemlig, om vi kan komme videre i et tempo, hvor vi allesammen kan være med. Som læsere af bloggen er fuldt ud bevidste omkring, så har jeg et styks 13-årig vallak med en temmelig omfattende skadeshistorik og en fortid som både military- og springhest. Grunden til, at jeg stadig har ham, er, at jeg mener, at mine heste er andet for mig end blot en sportsrekvisit. Og jeg vil gerne blive ved med at ride på Fritz og give både ham og mig selv en masse gode oplevelser.
Nye, gamle metoder med heste
Mens jeg måtte lukke lidt ned for retorikken hos Julie, har jeg fundet et andet spændende menneske, som jeg faktisk får mere håb ud af at følge. Det er Kirsten Alexa Hansen, som uddanner heste i den østrig-ungarske ridestil. Kirsten lægger jævnligt stillbilleder ud af heste, der er trænet i at bruge bagparten til at arbejde med. Og ryttere, der har lært ikke at trække fronten af hesten ind med tøjlen.
Her bliver jeg langt mere bekræftet i, at jeg ikke er helt håbløs. Kirsten træner godt nok i longe, og det har jeg af mange trænere og dyrlæger altid set som et unødvendigt slid af hesten. Og det ser i øvrigt også rædsomt kedeligt ud for hestene, der bare skal gå rundt i små cirkler. Men – og det er et vigtigt men – filosofien om at lade en stærk bagpart være det allermest bærende i ridningen er jeg helt med på. Den træning, jeg selv har fået over de seneste 8-10 år følger i høj grad samme filosofi. I den tid, jeg har redet hos Karin Semberlund, har jeg aldrig forsøgt at ‘ride hesten i holdning’ eller fokuseret på, om ‘den går til biddet’. I stedet arbejder vi med takt, form og bæring bagfra.
Så når jeg ser på de ting, Kirsten lægger op, tænker jeg, at der er en vej ind til den korrekte ridning – også for os, der gerne vil fortsætte med at ride, og som måske også vil starte stævner med vores bedste ven.
Lad os prøve at stå sammen
Og hvad vil jeg så egentlig med det her indlæg? Jo, jeg vil faktisk gerne be’ alle om at stoppe op og trække vejret helt ned i maven. Måske lukke øjnene. Og så lige stå sådan i et par minutter. Godt, så er du klar til mit opråb: Skulle vi ikke prøve at blive enige om, at der SKAL ske noget, og det må også godt være drastisk – men at der også skal være respekt for, at det tager lang tid at lave så drastiske ændringer og få alles mindset tunet ind på den rigtige kanal?! Og hvis vi råber og skriger og skændes hele vejen, så får vi ikke bygget broer mellem den gamle stil og den nye – men i stedet gravet grøfter, som betyder, at vi ikke får flyttet os en skid som samlet ridesport.
Så lad os klappe offentligt i hænderne, hver eneste gang vi ser det mindste tegn på, at noget er blevet bedre, og så både hver især og sammen se indad og gøre alt det, vi selv kan for at gøre resten af livet for vores rideheste så godt og smertefrit som overhovedet muligt.
(Topbilledet er taget af Sofie Larsen/Le Coeur Photography, og det er Daisy, der ligner en halv million. Hende savner jeg.)