Det er som om, fronterne bliver trukket hårdere og hårdere op. Der er ingen, der repræsenterer mig og mine holdninger. Jeg tror, vi skal tale om, hvorvidt der findes et sted på midten, vi kan mødes.
Jeg følger forskellige personer og grupper på de sociale medier, som hele tiden deler forskellige holdninger til ridning og hestesport. Jeg arbejder i øvrigt også på et nyhedsmedie, som følger med i det rod, DRF har kastet sig ud i. Blandt andet de der sager, der bliver håndteret og sanktioneret helt tosset på først den ene, så den anden måde.
Dansk Ride Forbund er jo på en måde mit forbund, da jeg er medlem af en klub under forbundet. Jeg rider også stævner, arrangeret af klubber under forbundet (læs: jeg betaler rytterlicens). Men i de seneste snart to år har jeg ikke følt, at forbundet repræsenterer mig som rytter. Overhovedet. Spørgsmålet er så bare – hvem gør så? For når mainstream-medierne forsøger at finde ud af, hvad den almindelige rytter mener om det hele, så er der ikke rigtig noget sted at gå hen. Ingen, der rigtigt repræsenterer holdningen i midten.
Som jeg ser det lige nu, er der to yderpunkter: 1) Den del af eliten (og sikkert også en del amatører), der mener, det hele er blevet for hysterisk, og som bare gerne vil fortsætte med at ride på den måde, de nu engang gør. Og 2) Den gruppe af mennesker, herunder sikkert også nogle ryttere eller tidligere ryttere, som mener, at vi skal sætte hestene helt fri. Stoppe med at ride på dem, eller i hvert fald indstille al konkurrenceridning.
Jeg vil gerne have snakken til at dreje sig om et punkt i midten, hvor følgende gør sig gældende:
- Vi har hestene, fordi vi holder af dyrene og kan li’ at bruge tid med og på dem
- Vi rider på hestene, fordi det giver os en værdi, fysisk og/eller mentalt
- Vi passer på hestene, fordi det ikke er deres valg at være endt som rideheste hos os
- Vi træner, uddanner og konkurrerer på hestene vel vidende, at det er for vores egen skyld
- Vi fornyr vores syn på ridning, hjælpemidler, bedømmelser mm, efterhånden som vi får ny, videnskabeligt funderet viden
Produktionsdyr-hykleriet
Der er helt sikkert flere ting, der spiller ind og forhindrer en debat om ‘det der i midten’. En af dem er, at heste og ridning (måske især dressur) har en smag af rigdom, overklasse, snobberi. Og det er sandt, at det ikke er alle forundt at holde hest. Jeg bruger pt. gennemsnitligt 5000 kr. om måneden på at holde én hest. Det er bare ikke alle, der har råd til det. Men gør det mig til overklasse? Ville jeg være rig, hvis jeg ikke brugte de penge? Er jeg snobbet? Nej, nej og nej. Men opfattelsen af, at ridning er en overklassesport, gør det nemt at være sur på ryttere og finde sporten overflødig.
Og hvis det ikke er livsnødvendigt (eller som Bengt Holst siger: ‘En menneskeret’) at have hest, gå til ridning, ride stævner, så kan det lige så godt blive forbudt. Men – er det livsnødvendigt eller en menneskeret at spise kød, æg og mælkeprodukter, der er fremstillet i masseproduktion? Er det livsnødvendigt eller en menneskeret at have en familiehund? Eller en kat, en kanin eller et marsvin? Nej, nej og atter nej.
Så hvis man sidder ude på en fløj og ønsker, at ingen heste bliver holdt i fangenskab og brugt til ridning, så har vi en del produktionsdyr, der også gerne vil have lidt hjælp. Og altså sikkert også et kæledyr eller to…
Elitens blinde øje
Den anden front i debatten bliver dækket af en gruppe, som formodentlig mener, det er en menneskeret at holde og ride på heste. Som bruger argumenter som: ‘Hesten har jo været brugt af mennesket i årtusinder’ og ‘De har det jo som konger og dronninger i deres rummelige bokse, dyre dækkener og store hestetransporter’. De skælder ud på dem, der skælder ud på videoerne med piskeslag. De kalder den anden fløj for skingre, hysteriske aktivister, og føler sig ramt, når der tales om at droppe dressur til OL. Eller indføre bedømmelser af hestens velbefindende og lignende tiltag.
En del af denne gruppe har heste som sit levebrød. Mens vi angiveligt er omkring 70.000 ryttere i Danmark, anslås det, at mellem 10.000 og 20.000 mennesker lever af at ride, træne og sælge heste, eller som dyrlæger, smede eller forhandlere af udstyr til heste. Det vil med andre ord være temmelig mange mennesker, som skal finde en anden levevej, hvis det pludselig blev forbudt at have heste. Eller i hvert fald at ride på dem. Så for dem handler kampen jo om at sikre egen overlevelse i det erhverv, ridesport også er.
Den gyldne middelvej
Ingen af de to fløje repræsenterer mig. Jeg er helt med på, at det ikke er en menneskeret at eje og ride heste. Men hvis vi fjerner vores adgang til at holde heste og ride på dem, så vil jeg også se forbud mod øvrige produktionsdyr og kæledyr. Og på den anden side mener jeg også, som jeg i øvrigt har omtalt flere gange, at der skal gøres noget markant ved hele sektoren og opfattelsen af, hvorfor og hvordan vi rider, hvis vi skal kunne fortsætte.
Derfor kommer jeg her med en række tanker om, hvad jeg mener, der bør ske i løbet af de næste få år:
- Drop dyre elitestævner (ja, jeg mener fx World Cuppen) og brug pengene på et intensivt arbejde med nye stævneformater, uddannelse af dommere mm.
- Gå langt mere nysgerrigt til værks i forhold til ‘alternative’ måder at træne og bruge udstyr på
- Walk the goddamn talk! Uddan officials til i højere grad at følge de retningslinjer, forbundet faktisk allerede har – og stram dem op, reglerne altså, så ingen er et sekund i tvivl om, at hestene skal passes på for enhver pris
- Undersøg mulighederne for et kørekort til hest. Selvom det er topryttere, der er i fokus, er der jo tonsvis af eksempler på dårlig ridning, mangelfuld viden – og komplet ignorance alle steder
Nu har jeg efterladt en prik uden tekst, for jeg kommer helt sikkert løbende på mere… Og så ønsker jeg i øvrigt åben, tydelig, ærlig og konsekvent kommunikation fra alle officielle parter. Men jeg ønsker også at vinde en million i Lotto, og det sker ligesom heller ikke, så begge ønsker er nok lige håbløse.
Topbilledet af Fritz har gfoto.dk taget – resten står jeg selv bag