Man skal lægge øre til en del som medlem af et udvalg under Dansk Ride Forbund – og samtidig er det vildt, hvad der sker med sporten og vores elskede heste netop nu. Der er sandelig kommet fokus på hestevelfærd.

Det her indlæg kommer til at handle om fire ting (så er du forberedt og kan vælge at gå i stalden, hvis du synes, jeg er for kedelig): mit udvalgsarbejde, tv-programmet Operation X, en mægtig stor vanrøgtsag, og en lang rapport fra Det Dyreetiske Råd.

Det er knap halvandet år siden, jeg fik en plads i militaryudvalget i DRF. Det er ulønnet, og der er i virkeligheden rigtig mange ting, der trænger til at blive gjort noget ved, men det kræver bare en masse fra os menige medlemmer og fra dem fra administrationen, som lader til at være temmelig arbejdspressede. Men vi prøver, alt hvad vi kan, og derfor er det så utroligt nederen at blive mødt med skepsis, vrede og irritation ude i miljøet.

Social license to operate

Vi er nogle stykker, der tror på, at vi skal tage det meget alvorligt, når heste eller ryttere kommer til skade eller omkommer til stævner. Hver eneste gang rejser det spørgsmål om, hvorvidt det egentlig er forsvarligt at dyrke sport på et 600 kg tungt dyr. Derfor kæmper vi for, at sporten herhjemme bliver så sikker som muligt, og det medfører altså ind imellem temmelig meget kritik og spørgsmål som “Vil I slå sporten ihjel?”

Samtidig er FEI begyndt at interessere sig for begrebet ‘Social license to operate’ (SLO), og det taler vi også en del om i udvalget. I bund og grund handler SLO om, at det omkringliggende samfund skal forstå og acceptere vores brug af hestene. Og i disse tider med stigende fokus på dyre- og hestevelfærd i mange kredse, kan det virke absurd, hvad vi forventer og forlanger af vores heste. Det er derfor vores – og kun vores – ansvar at bevare respekten fra mennesker udenfor ridesporten.

Dårlig omtale er ikke bedre end ingen omtale

Og vi ønsker ikke at slå sporten ihjel. Men der sker bare nogle ting rundt om i både Danmark og verden, vi er nødt til at tage alvorligt. Fx den her lange rapport fra Det Dyreetiske Råd. Den kommer med nogle anbefalinger, som jeg tror, vi skal tage virkelig alvorligt. DRF arbejder lige nu med nogle ændringer, som er i tråd med rapportens konklusioner, men det bliver nogle lange, seje træk, hvis vores sport skal overleve. Og det kan lige så fint ske nedefra som oppefra.

Så i stedet for at vente på, at nogen tager en beslutning, du kan skælde ud over, så start med at kigge indad: Går din hest nok på fold? Har den nok at tygge på? Kører den for meget i trailer? Har den venner at socialisere med i stalden og på folden? Rider du med udstyr beregnet til at kontrollere hesten via smerte? Sørger du for tilvænning og tilpasning før nye opgaver osv?!

Så er der de to verserende sager om professionelt hestehold, nemlig John Byrialsens og Andreas Helgstrands. I det første tilfælde (hvor tidligere sager, masser af billeder, samt udtalelser fra ansatte og tidligere ansatte taler deres helt klare sprog) er vi hurtige til at dømme og råbe op, og det skal vi også være. Det er under al kritik, hvis den dokumentation, der er fremlagt, holder vand. Hestene bør reddes, og Byrialsen bør forbydes retten til at holde dyr. Det er ikke så svært at have en holdning til.

Åbenhed fremmer forståelse

Sagen om, hvad der er foregået eller ikke foregået oppe hos Helgstrand, mens Operation X har haft en muldvarp gående deroppe, er ikke mindre interessant. Jeg har ligesom en del andre den holdning, at hvis man ikke har noget at skjule, bør optagelserne deroppefra jo ikke være et problem. Dog… der er altid nogle nuancer, som risikerer at gå tabt, når man filmer og sorterer i, hvad man har lyst til at bringe.

Der er nok ingen af os, der tror på, at hestene hos Helgstrand ikke bliver presset til at yde optimalt. Det betyder ikke nødvendigvis, at de bliver presset ud over den ønskede hestevelfærd, men en situation taget ud af helheden kan være misvisende. Derfor håber jeg, at Helgstrand ikke lykkes med at få nedlagt fogedforbud, men at Andreas selv er klar på at se og forholde sig til det materiale, der bliver fremlagt. Det vil enten vise, at hestene på det niveau og i den prismæssige liga bliver presset for hårdt – eller at der bliver brugt de samme metoder og midler som i alle andre stalde her i landet.

Hvad med dig selv?

Uanset hvad så er begge de to sager med til at sætte spørgsmålstegn ved hestevelfærd og skabe negativ omtale af vores sport. Imens knokler vores dygtigste ryttere for at repræsentere Danmark bedst muligt til stævner i udlandet, og der er jo et eller andet parakdoksalt i, at sporten bare kører videre samtidig med de mange bevægelser og sager, som kan få den til at dø.

Som skrevet længere oppe tror jeg ikke, vi hver især skal sidde på vores flade og vente. I alle de nævnte tilfælde gælder det om hele tiden at have fokus på hestevelfærd. Gør jeg det selv? Nej, det gør jeg nok ikke 100%. Jeg ved, jeg prøver at sikre mig, at mine heste har det godt, men jeg har helt sikkert også en masse gamle vaner, som i løbet af de kommende 2-5-10 år vil virke helt tåbelige. Men jeg prøver, og det må være det bedste – i hvert fald så længe alternativet er at droppe sporten fuldstændig.

Læs et af mine tidligere indlæg her