Jeg bliver gang på gang forundret over, hvorfra børnene henter en opfattelse af, at heste og ponyer skal trækkes ind i en holdning ved hjælp af tøjlen. Er vi ikke blevet klogere?
Shit, jeg hygger mig godt nok med at undervise de lokale 4H-børn en gang om ugen halvanden måned før sommerferien og halvanden måned efter. Overordnet set er børnene skidesøde. Og både børn og deres forældre sætter stor pris på samværet med dyrene, som er uhyre billigt i det her setup.
Retning og tempo
Børnene er inddelt i tre hold, og de første skal sådan set bare lære at ride retning og tempo. De let øvede forventer jeg mig lidt mere af – blandt andet skal de kunne ride skridt og trav uden trækker. Og på det sidste hold skal vi på syv uger gerne nå frem til, at de kan ride et lille dressurprogram på deres hest.
Flere af rytterne har jeg også haft sidste år, men der er kommet enkelte nye til. Nogle af dem, jeg har undervist før, har modtaget solo-undervisning af en anden i vinterpausen. Nogle af de nye kommer også med undervisning i bagagen. Og det er bare tydeligt, at vi som undervisere ser meget forskelligt på, hvordan vi uddanner rytterne.
For eksempel ser jeg ingen grund til at sidde og skubbe med sædet. Nogensinde. Sædet er for mig en let hjælper, der i princippet skal følge med det meste af tiden. Har man så en hest med lidt for meget fart på, kan man stå imod med sædet og få dæmpet tempoet. Alligevel er der en af de nye ryttere, som sætter sig op og bruger nærmest alle sine kræfter på at sidde og mase med sædet på en af de her dovne ponyer.
Hun gør det ikke, fordi hun er dum, men fordi hun har lært det et andet sted. Og så er det som bekendt mindst lige så svært at få aflært, som det er at lære noget nyt. Heldigvis øver hun sig i at sidde stille hos mig. Og hendes mor er også med på, at det må tage den tid, det tager, hvis hun skal lytte til to underviseres forskellige beskeder hver uge.
Savende hænder
Værre var det faktisk på det øvede hold med en pige, jeg også har haft på holdene sidste år. Hun er ikke helt med kognitivt, og det kan måske være en undskyldning. Men da vi stod og talte sammen efter timen, mens hun stadig sad på ponyen, trak hun hænderne ud til siden, savede ponyen i munden og udbrød: “Og har du set, han har gået til biddet i dag?!” Helt målløs bad jeg hende om at slippe med det samme. Og så understregede jeg, at man aldrig må forsøge at opnå noget som helst ved at file i dem på den måde.
Faktisk har jeg også oplevet det med en skøn pige ude på gården, hvor Fritz står. Ud af ingenting sad hun hver dag og trak hænderne ud til lårene for at få ponyen til at gå ned med hovedet. Det krævede en ret skrap irettesættelse fra ponyens ejer at få hende til at forstå, at det simpelthen ikke er en metode til noget som helst. Det er gudskelov blevet bedre siden.
Hvem er dit forbillede?
Men hvor pokker kommer det her fra? Jeg er med på, vi skyder rigtig meget på visse elementer i dressureliten i øjeblikket. Men det er jo ikke, når man ser Grand Prix-rytterne ride, at man ser lige netop det her med gnubbende sæder og savende hænder. Er det så fordi, vi fokuserer alt for meget på fronten og for lidt på motoren bagi, at de unge ryttere tror, det er sådan, de skal gøre?
For mig er det rigtig tydeligt, at når vi på 4H fokuserer på korrekt opstilling, tempo og retning, så søger ponyerne frem til biddet. Og når jeg beder dem ride rundt på en stor ottekant, så bliver ponyerne mere smidige og runder efterhånden også, så det faktisk ser helt rigtigt ud. Så må det tage den tid, det tager. Jeg håber at se de fleste ryttere igen til efterårssæsonen, så vi kan arbejde videre med de ting, de har lært nu. Og ikke med savende hænder og masende sæder.
- Husk den alsidige træning
- Hestevelfærdsdebat: Kan vi mødes i nærheden af midten?
- Næsebåndet kom aldrig på, men re-debuten gik godt!
- Hvis vi skal ændre fundamentalt på sporten, skal vi udskifte hestene
- Vi re-debuterer til stævne i weekenden – med en vis nervøsitet
Alle billeder er privatfotos, og mine børn har sagt ok til at være med!