Da jeg sidste år væltede med Fritz få dage før Herning – og fik hjernerystelse – kom jeg aldrig afsted til det midtjyske. I år fik jeg to dage derovre, og de var gode. Også i forhold til hestevelfærden.
I to dage har jeg vadet rundt i messehallerne, set løse hingste i hal M, testrytter i hal E og Grand Prix dressur i Boxen. Herning er, som Herning altid er: Fyldt med mennesker, heste, atmosfære og gamle venner. I år fik jeg set langt mere, end jeg plejer – eller i hvert fald fik jeg set mere forskelligt.
Jeg elsker testrytter(en)
På førstedagen skal jeg altid lige lande. Jeg har løbet rundt og passet EquiFirsts Instagram, og jeg brugte en del af fredagen på at lave lidt stories og ellers finde ud af, hvem jeg skulle nå at interviewe. Og så blev der tid til at se testrytter på 5-års springhestene. Igen i år var jeg simpelthen så imponeret af Andreas Schous håndtering af hestene. Han lød en smule nervøs i mikrofonen, da han gik i gang med første hest, men det fortog sig hurtigt. Jeg lærer noget om springning, hver gang jeg ser og hører ham i det her setup.
Andreas’ indstilling til hestene er super positiv, og alt foregår stille og roligt. En af hestene havde han brug for lige at mærke på endnu et spring, men han understregede, at den ikke ville få ringere karakter, hvis det blev et dårligt spring. Den kunne sådan set kun forbedre. Han gjorde det også klart ved en af hestene, at han ikke lader hestens nervøsitet tælle ned i rideligheden. Og så var der en hest, der fik lov at slutte lidt tidligt, fordi den virkede træt – den havde et nedslag og to berøringer. Alligevel fik den 7,5 og 8 i ridelighed og kapacitet, og det var rart at se, at den ikke blev presset yderligere.
Mindre uro og støj?
En enkelt af hestene havde det svært med at skulle springe ud mod publikum. Den galoperede supergodt på langsiden modsat publikum, hvor der i Hal E blot er en væg. Det kommenterede Andreas også: “Det er synd for denne hest i dag, at springene står vendt, så den skal springe ud mod jer”. Det undrede det mig faktisk også, at der er SÅ meget uro på tribunerne. Folk vader frem og tilbage og skramler med tasker og poser og taler højlydt sammen. Jeg ved godt, det er tungt at skulle hente frivillige ind til sådan en opgave, men man kunne måske overveje, om der som minimum skulle lukkes for trapperne, mens hestene er i ringen.
Hingste til Hingstekåringen
For første gang nærmest nogensinde lykkedes det mig at gå decideret efter at se en del af hingstekåringen. Det er egentlig lidt tosset, når jeg nu alligevel har været der så mange gange. Men altså… I år har jeg både set 4-års hingste springe med egen rytter, og jeg har set 3-års hingste løsspringe. Begge dele er foregået i et enormt roligt setup, og jeg synes, det i store træk har set ud til at være en ok oplevelse for hestene. Vi talte lidt om, at det jo efterhånden er svært – både med 3-års og 4-års hingstene at sætte fingre på noget, der ikke virker. Vi ser heste, der springer det, de skal, og med teknik, der ikke er helt hen i vejret.
Det betyder også, at det ikke er åbenlyst for mig som tilskuer, hvornår en hingst er god nok til en bedækningstilladelse og senere kåring. Medlemmerne af kåringskommissionen var flinke til flere gange at fortælle om de 4-års, at de har ændret konceptet, men jeg kunne godt ønske mig lidt mere viden om, hvad de kigger efter. Især som amatørrytter er det svært at regne ud, hvad jeg ville skulle kigge efter, hvis jeg ville lave en MB-springhest på en hoppe, jeg selv havde stående.
Dressur uden sporer – og andet godt
Fredag eftermiddag fik jeg set den sidste håndfuld ekvipager i den 5* Grand Prix. Det inkluderede Justina Vanagaité fra Litauen, som er blevet en sensation i sig selv, fordi hun rider på det niveau uden sporer. Ja, træk lige vejret ned i maven ovenpå den information! Som jeg også har beskrevet i mit forrige indlæg, mener jeg, at det er bedre at gøre lidt end slet ikke at gøre noget. Og det har også en værdi at vise omverdenen, at man sagtens kan ride pirouetter og piaffe uden sporer. Så det var med spænding, jeg så Justina ride ad midterlinjen.
Overordnet set red hun et pænt program på en hest, der virkede noget mere afspændt, end det var tilfældet med andre i feltet. Men nu har hendes schenkler og hæle jo tiltrukket sig en del opmærksomhed. Og derfor kom jeg til at sidde og stirre på dem. Især i piaffen var der meget uro, og det så ud som om, hun måtte trykke ekstra hårdt med schenklen for at få effekt. Så er jeg altså mere fortaler for en spore brugt korrekt – nemlig til et finere tryk, end man kan tilbyde med en hel schenkel. Eller også skal man bare have helt rolige schenkler, som konstant har kontakt til hesten.
Flere unge hingste
Lørdagens løsspringning af 3-års hingstene var en meget rolig affære. Bevares, der var nogle af hingstene, der var meget friske, da de blev sluppet løs. Men måden de frivillige håndterede det på, var virkelig behagelig. Jeg synes, det lod til, at alle hestene faldt til ro i ringen. Som skrevet tidligere ville jeg gerne have vidst noget om, hvad avlsledelsen ser efter, for jeg så jo bare et felt af heste, der sprang virkelig fint og så godt ud.
Jeg så også 4-års hingstene under egen rytter igen. De fik alle sammen forlænget deres bedækningstilladelse med et år og bliver først færdigkåret som 5-års. De var ved at være trætte, og det forstår jeg godt. Det bliver jeg allerede efter to dage blandt alle de mennesker og heste.
Lukkede stalde
Jeg havde adgang til staldene to gange, fordi jeg skulle lave indhold med nogle af EquiFirsts ambassadører. Det var en vild oplevelse at komme ud i hingstestalden bag Hal M, hvor der normalt plejer at være et rend af mennesker. Men fordi staldene nu er lukket for publikum, var der lige så roligt som i stalden, hvor Fritz’ står. Det må simpelthen give nogle heste med lidt mindre stævnestress.
Jeg har så også både læst og hørt, at flere var forundrede og utilfredse med de lukkede stalde, men jeg håber, de kan se gevinsten for hestene. Og så må man jo prioritere diverse åbent hus-arrangementer, hvis man gerne vil se, hvordan tophestene bor.
Hvil i fred
Lørdag spiste jeg frokost, mens der blev sprunget 3* GP i Boxen. Jeg synes altid, det er en fornøjelse at se springning på det her niveau, og den smule af klassen, jeg nåede at se, var også god.
I pausen inden omspringningen var der arrangeret en mindehøjtidelighed for banebygger Bo Bak Andersen, som døde tidligere på året. Det var en fin ceremoni, der trak tårer på tilskuerpladserne. Jeg har interviewet Bo ved et par lejligheder og oplevet ham bygge baner mange gange. Han var altid rar og imødekommende – og uden tvivl også en af verdens bedste banebyggere. Han kommer til at mangle i fremtiden. Æret være hans minde.
Bedre hestevelfærd?
Det vil altid være en belastning for vores heste at blive fragtet til stævne. At stå i stævnestald. At skulle præstere en eller flere gange på få dage. Vores opgave er at sørge for, at belastningen bliver mindst mulig.
Der er gode takter på den front, og hvis DV og stævneledelsen bliver ved med at tænke sig om, vil vi også se løbende forbedringer i et eller andet omfang. Det betyder ikke, at jeg ikke også så ting, jeg håber, vi slipper for i fremtiden. Det var især i GP-dressuren, at forskellen på de afspændte og de opspændte heste var meget tydelig – men nok mere for publikum end for dommerne, som endnu ikke dømmer ned for spjættende forben, sænkede rygge, åbne munde osv. Men det skal også nok komme. Tror jeg.
Tak for i år, Herning, og på gensyn!